Kolding HF og VUC

Skriftlig eksamen

 

Du er automatisk tilmeldt eksamen i de fag, som du følger undervisningen i.

Ønsker du at framelde eksamen, skal du henvende dig til kontoret.

Du er selv ansvarlig for at kende eksamensreglerne i de fag, som du skal op i, fx forberedelsestiden, hvor og hvornår du skal trække spørgsmål, tid og sted for din eksamen, eksamensemner, krav om afleverede synopser og rapporter mv. Er du i tvivl, så spørg din lærer/vejleder/kontoret.

Eksamensdatoer og –lokaler Kan ses i LUDUS Web og på infotavlerne på skolen.

Hvis du ifølge eksamensplanen skal op i mere end ét fag på samme dag, og dette ikke kan løses ved bytning af dage på holdene, skal dette meddeles til kontoret straks efter offentliggørelsen.

Du skal møde op ½ time før prøven, så du kan

  • finde din plads
  • pakke de ting ud, du skal bruge
  • aflevere din mobil
  • lægge tasken væk

Vi regner med, at du benytter din egen bærbare til eksamen.

Brug af hjælpemidler er afhængig af fag og niveau.

Der henvises til bekendtgørelser og faglærerens instruktion.

Kursister med behov for dispensationer, f.eks. forlænget forberedelse eller eksaminationstid, søger om dette selvstændigt og på forhånd.

Du skal medbringe USB-stik til brug for udprintning.

Hvis PC eller printer bryder sammen under eksamen, færdiggøres eksamen ”i hånden”.

Det er derfor vigtigt, at du ind imellem printer det ud, du har lavet.

Der er ikke krav om ”holdbar skrift” til de skriftlige eksamener. Dvs. brug af blyant er tilladt.

I dokumentets sidehoved skriver du dit navn, kursistnr. og holdnr. på alle ark.

Der skal sidetal på alle ark, og det samlede antal ark skrives på omslaget.

Omslaget tæller ikke med.

Du skal underskrive på omslaget.

Er der ingen underskrift, kan der ikke gives en karakter. Det kan i sidste ende forsinke eller forhindre udstedelse af eksamensbevis.

Antal ark og underskrift kontrolleres af den vagt du afleverer din besvarelse til. Vagten underskriver med sine initialer.

(I nogle fag er der et hæfte som en del af eksamen; der skal også underskrives på dette hæfte)

Opgave-teksten må ikke medtages fra lokalet før den samlede eksamen er afsluttet; dvs. først efter det klokkeslæt, der er trykt på opgaven.

PC og USB må ikke medtages før eksamensslut.

Der må gerne anvendes lavmælt musik undervejs. Men hvis det forstyrrer de øvrige deltagere skal der skrues ned eller afbrydes på vagtens forlangende. Da du ikke må have din mobil på dig, skal din musik ligge på den bærbare.

Der må ikke anvendes internet og kommunikation med omgivelserne under eksamen, med mindre det specifikt fremgår af opgaven. Elektroniske ordbøger evt. undtaget. Alle opgaver scannes for plagiat, så lad være med at snyde – det bliver opdaget!

Mobiltelefoner må som nævnt ikke anvendes, heller ikke som lommeregner, med mindre du har fået særskilt dispensation. Mobiltelefoner slukkes og placeres udenfor rækkevidde, dvs. i taske ell. lign.

Toiletbesøg, rygepauser og frisk luft styres af vagterne ved den enkelte eksamen.

Det foregår i smågrupper ca. 1 gang i timen.

Hold pauser, men ikke for mange! Brug tiden på opgaven i stedet …

Gruppedannelser til gruppe-aktiviteter (fx 1. del i skriftlig dansk og i samfundsfag A) afleveres af faglæreren til eksamensansvarlig senest 3 dage før eksamen.

Kan du ikke finde din gruppe, placeres du i en opsamlingsgruppe.

Alternativt gennemfører du denne 1. del individuelt.