Kolding HF og VUC
Vaccinationsbilen kommer til skolen
19. august 2021

Vaccinationsbilen kommer til skolen

Vaccinationsbilen kommer til Kolding HF & VUC!

”Fleksibel uddannelse er det der kendetegner vores skole. Og nu kan vi også tilbyde en nem og fleksibel måde at blive vaccineret på”, fortæller Lotte Nyboe, der er rektor på Kolding HF & VUC.

Ud over tilbuddet om drop-in-vaccination uden tidsbestilling, udvider regionen nu også vaccinationstilbuddet med tilbud om vaccination lokalt på en række ungdomsuddannelser og uddannelsesinstitutioner.

Det tilbud har Kolding HF & VUC takket ja til, og allerede i næste uge ruller vaccinebilen fra Sygehus Lillebælt ud og tilbyder skolens kursister og ansatte at blive vaccineret. Sygehus Lillebælt kommer i alt fire gange, så ansatte og kursister kan få både 1. og 2. stik.

”Generelt er tiltaget blevet taget rigtig godt imod af både ansatte og kursister” fortæller rektor Lotte Nyboe. ”Vi ser det som en ekstra service overfor vores ansatte og kursister. For en del bruger lang tid på transport og skal måske også aflevere og hente børn før og efter skoletid. Så de er glade for muligheden for vaccination på skolen”, fortæller rektor Lotte Nyboe.
Herved kan vi som skole desuden understøtte det nationale vaccinationsprogram: ”Fordi det er nemt og fleksibelt, kan det måske få flere til at tage imod tilbuddet, at vaccinationen kan overstås i skoletiden” bemærker rektor.
På skolen er personalet nu i fuld gang med at indrette det midlertidige vaccinationslokale, hvor elever og ansatte kan få første eller andet stik. Der sættes stole op, for her skal man, ligesom på alle andre vaccinationssteder, sidde 15 minutter, før man er ude af døren igen.

”Vi kan ikke stille krav til hverken personale og kursister om at blive vaccineret” understreger rektor Lotte Nyboe. ”Vi kan kun opfordre til, at man som ansat eller kursist lade sig vaccinere. For det er den nemmeste måde at passe på sig selv og andre på”.