Kolding HF og VUC
Student i en Corona-tid
3. juli 2020

Student i en Coronatid

Kan jeg mon blive student når der er pandemi i Danmark?

 

Det tænkte både Astrid og Sofia, som begge er blevet studenter i juni 2020.

Sofia stod i et supermarked, da nyheden kom om at Danmark lukkede ned pga Corona og hendes første tanke var ”jeg bliver aldrig student, i hvert fald ikke i år, det bliver først næste år, hvad skal der ske med os?”.

Sofia har taget 2HF på Kolding HF&VUC og har lært en masse om sig selv i den seneste tid.

”Kolding HF & VUC har tacklet hele denne situation anderledes end mange andre skoler, det ved jeg fra mine venner, som går på andre ungdomsuddannelser. Skolen har ikke skemalagt vores undervisning under Corona, vi fik opgaver vi selvstændigt skulle løse hjemme. Det gjorde at den enkelte selv skulle disponere sin tid, hvilket godt kunne føles som et pres, men på en god måde. Når dagens opgave var løst, havde jeg stadig god tid og jeg tænkte at jeg så kunne bruge tiden på at læse op på ting, hele tiden styret lidt af dårlig samvittighed.” fortæller Sofia, og hun fortsætter ”jeg vendte det 180 grader om til noget positivt – når jeg nu sidder hjemme, kan jeg disponere min egen dag og bruge tiden på at samle op på noget af det jeg måske ikke havde fået med i undervisningen. Jeg er ikke altid den hurtigste i undervisningen til at få løst alle opgaver, så det havde jeg tid til, netop fordi det ikke var skemalagt, jeg kunne læse en hel dansk tekst og ikke bare skimme den, på den måde kunne jeg tage gode noter, fordybe mig og det hænger bedre ved.”

Pigerne greb begge situationen konstruktivt an og fik hurtigt skabt en struktureret hverdag for sig selv. De to piger og en klassekammerat ringede sammen hver dag kl. 12, for at aftale om de skulle lave nogle af dagens opgaver sammen og kunne spørge hinanden til råds. De gik også hver aften en god tur sammen, hvor de fik vendt dagens udfordringer – selvfølgelig på afstand.

En af de største udfordringer ved at være selv hjemme med sin skolegang, var manglende information. Astrid fortæller ”efter et stykke tid manglede jeg information, men det var jo hele verden som manglede information, fordi man bare gik derhjemme. Bliver jeg mon student? Når jeg sidder og løser mine opgaver, er jeg så overhovedet på rette vej, er det rigtigt den måde jeg har valgt at løse opgaven på?” Lærerne har været gode til at svare tilbage, selv om de jo nogle gange har skullet svare på 15-20 elevers spørgsmål flere gange om dagen. I den enkelte elevs OneNote bog oplevede Astrid ofte at hendes lærer havde skrevet: ”du er på rette vej, eller skift lige dette ord ud med et andet, så kører det bare!” Det har været rart, er både Sofia og Astrid enige om.

Hvad med eksamen?

Pigernes største bekymring var om de mon kom til eksamen. På en af deres daglige gåture blev de enige om at de ville sende et brev til undervisningsministeren og gøre hende klart, at de var nødt til at komme til eksamen. ”Hvis vores lærer bare skal give os en karakter, så bliver det jo et problem for os, fordi HF er jo en eksamensbaseret uddannelse” fortæller Sofia og Astrid. De fik sammen med klassekammeraten skrevet brevet og kom ud med alle frustrationerne. Brevet blev dog aldrig sendt fortæller de begge med et grin.

Hvad har du lært af dig selv i denne tid, som du kan få glæde af i din videre uddannelse?
Sofia ”Jeg så ikke mig selv som særlig struktureret og jeg tænkte om mig selv, at jeg ikke var god til at disponere min tid. Det fandt jeg hurtigt ud af at jeg faktisk er. Jeg har brug for struktur i min hverdag og jeg skemalagde min tid hver dag. Jeg har også lært at man ikke skal miste fatningen. Jeg tror det sker for mange af de unge der søger videre uddannelse og dropper ud. De mister fatningen. Det har mange mennesker gjort under pandemien – det gjorde jeg ikke, og når jeg ikke mistede fatningen under noget så omfattende som Corona, så vil jeg heller ikke miste fatningen i min videre uddannelse.” til det supplerer Astrid ”Jeg er meget enig i de ting Sofia siger og vil bare tilføje, husk at bruge hinanden”.

 

Astrid, Sofia og sammen med deres klasse.

Student – trods alt

Studenterhuen har de begge fået på og på trods af alle de kontinuerligt ændrede retningslinjer, blev det én fra familien der satte huen på hovedet.
Om de sidste nye retningslinjer fortæller Astrid ”Jeg er så glad for at vi kunne få hue på nogenlunde på almindelig vis. Det vigtigste for mig har været at nogen skulle sætte huen på mig på skolen og at man ikke bare skulle køre hjem i bil sammen - og så tager vi den lige hjemme i stuen, det havde været lidt ærgerligt.”
Om den kommende studenterkørsel fortæller Astrid, at ”ruten er blevet lidt kortere med færre stop. De forbehold der skal tages, er hjemme hos folk og det vil vi selvfølgelig overholde. Man skal lige tænke sig om en ekstra gang – for folk har jo oplevet det her forskelligt, og nogle har måske haft det tæt på og været endnu mere forsigtige end andre. Det skal vi respektere.”
Den afsluttende bemærkning fra pigerne er enstemmigt, at der ikke er noget der er så skidt at det ikke er godt for noget.