Kolding HF og VUC
LAN turnering
26. februar 2018

Computerspil inddrages i undervisningen

AF: CASPER VAGNER CHRISTENSEN. Publiceret 25. februar 2018 kl. 17:00 jv.dk


Eleverne vil måske i fremtiden blive bedt om at analysere et computerspil i stedet for en bog.

Kolding: Esport - eller computerspil på konkurrenceniveau - er populært som aldrig før. På verdensplan konkurrerer man om store millionbeløb, i Kolding er der startet to esport-foreninger, og på blandt andet Kongsbjergskolen har man oprettet et populært esport-valgfag.

Og nu gør esport formentlig også sit indtog på Kolding HF & VUC. Fra næste skoleår vil man nemlig forsøge sig med at sætte computerspil på skoleskemaet.

- Tanken er, at vi vil inddrage computerspil i undervisningen. I stedet for for eksempel at skulle læse og analysere en bog, kan man lære noget af at analysere et historisk spil. Det skal være med til at motivere eleverne til at ville lære noget, siger Jakob Poulsen, der er underviser på Kolding HF & VUC og tovholder på esport som uddannelse-projektet.

Jakob Poulsen har selv draget fordel af at spille meget computer som barn.

- Jeg tror på, at esport kan noget rent uddannelsesmæssigt. Det var blandt andet, fordi jeg spillede historiske strategispil, at jeg i sin tid søgte ind på historie på universitetet. Jeg satte mig ind i spillene og begivenhederne, og det gjorde mig meget historieinteresseret, fortæller Jakob Poulsen.

Kolding HF & VUC viste første tegn på deres esport-satsning i weekenden. Her holdt skolen i samarbejde med Kolding E-sport og Bramdrupdam Knights et stort lanparty, hvor 70 gamere var mødt op og skulle spille i 24 timer. Der var præmier på højkant, og der blev holdt konkurrencer. Finalen i skydespillet Counter Strike blev vist på storskærm og kommenteret.

- Det her var en slags opstartsbegivenhed, og det er gået superfint. Jeg spillede selv med, men måtte give fortabt omkring klokken 2 i nat (natten til søndag, red.), siger Jakob Poulsen.

Nogen, der dog har holdt ud natten igennem, er 11-årige Jonas Jensen og 12-årige Simon Northoft.

- Det har været et rigtig hyggeligt arrangement. Jeg går til esport tre-fire gange om ugen, så jeg har prøvet det før, siger en træt Simon Northoft.

Billederne er fra skolens LAN-turnering den 24. - 25. februar.