Kolding HF og VUC

Sofie

VUC har givet mig mere selvtillid

Sofie er 19 år og AVU-kursist. Hun er i gang med Turbo 10 klasse, fra januar – juni 2017. Hun er netop blevet optaget på vores HF2 på design og teknologi linjen og skal starte til august. 

Hvad lavede du før du kom på VUC?

”Jeg har gennem min skoletid lidt af angst, udsprunget af mobning i folkeskolen, faktisk fra 7 – 9. klasse. Det gjorde, at jeg udelukkende koncentrerede mig om det faglige i skolen og jeg havde ikke rigtig noget socialt liv. Jeg er derfor dygtig rent fagligt og er lidt af en stræber” siger Sofie med et smil.

”Efter 9. klasse gik jeg i 10. klasse på en efterskole, og herefter var jeg en tid på Produktionsskolen i Kolding og beskæftigede mig med medie og design og det gav mig lyst til at lære mere.” 

Hvordan hørte du om muligheden for, at tage 10. klasse på VUC?

”Jeg snakkede med min UU-vejleder om mine muligheder for videre uddannelse og sammen kontaktede vi vejledningen på Kolding HF&VUC. Vi blev enige om, at jeg skulle have genopfrisket det faglige fra 10. klasse og Turbo 10. klasse var derfor oplagt for mig” fortæller Sofie.

Hvad synes du om at gå på VUC – socialt?

”Her er en fed stemning, her er hyggeligt uden at være folkeskoleagtigt, og jeg føler mig meget tilpas her. Vi er gode til at vise hinanden omsorg i klassen, og da jeg bor i Lunderskov, kører jeg med en veninde til og fra skole hver dag. Det er dejligt med modne klassekammerater og at nogle har børn. Jeg kan mærke, at det også er med til at modne mig. Flere af mine venner går her også. Jeg har ligesom fået det hele med denne gang, altså også det sociale, som jeg missede i folkeskolen”

Og fagligt?

”Helt konkret har jeg lært noget matematik, som det aldrig lykkedes mig at forstå helt tilbage i 8. klasse. Dette takket være engagerede og dygtige lærere. Jeg føler stor sikkerhed i fagene og har fået god vejledning. Nogle opgaver er lette for mig og det giver god selvtillid, når jeg så kan hjælpe mine klassekammerater. 

Er du ambitiøs omkring din skole?

” Ja, jeg stiller meget høje krav til mig selv og nyder det høje faglige niveau. Jeg tager dansk på fjernstudie og det kræver megen selvdisciplin, der er mere undervisning man skal nå at komme igennem på kortere tid og der er en del lektier at se til. Generelt oplever jeg, at folk omkring mig også er meget engagerede i deres skole.” siger Sofie. 

Hvad er dine fremtidsdrømme?

”Jeg skal jo i gang med HF2 og have design og teknologi efter sommerferien og derefter vil jeg gerne starte på Mediegrafiker uddannelsen og arbejde med grafisk design.” slutter Sofie af. 

April 2017